De to traditionsrige badmintonklubber i Nordsjælland, Helsinge og Blistrup Badminton, har fra den kommende sæson valgt at indgå et holdsamarbejde. Det betyder, at de to klubber efter sommerferien slår deres to seniorafdelinger sammen.
Den nye satsning har til formål at styrke badmintonsamarbejdet i Nordsjælland og gør, at der i den kommende sæson kommer til at være hele fire hold under den fælles betegnelse ”Gribskov Badminton”. Det lykkedes desværre ikke for hverken Helsinge eller Blistrup Badminton at beholde deres plads i Danmarksserien, så de fire hold bliver fordelt, så der er to i Sjællandserien og to i Serie 2.
Samarbejdet skal være med at samle kræfterne for fortsat at kunne give spillerne en god og udbytterig træning og stadig kunne præsentere kvalitetsbadminton i Nordsjælland.
”Vi er rigtig glade for, at det her samarbejde endelig kommer til at blive en realitet, og vi glæder os til den kommende sæson, der kommer til at blive utrolig spændende”, siger Marc Hagberg, formand for Blistrup Badminton
Kun senior- og veteransamarbejde
De to klubber har valgt ikke at slå deres ungdoms- eller motionistafdeling sammen. Det er udelukkende et holdsamarbejde i senior- og veteran regi.
”Der har været mange overvejelser om, hvordan vi skulle gøre det her. Men vi blev enige om, at et holdsamarbejde var den bedste løsning. Og jeg er også sikker på, at denne løsning sikrer fremtiden for god badminton i både Helsinge og Blistrup”, siger formanden for Helsinge Badminton, Helle Blomsterberg.
Sæsonen er overstået, men nogle af spilleren fra både Blistrup og Helsinge holder stadig gang i ketcheren og fjerbolden, og er allerede begyndt at træne sammen.
”Jeg tror, at næste sæson bliver rigtig spændende. Der kommer til at blive en helt anden intensitet til træning, og det synes jeg allerede, at man kan mærke nu her til sommertræningen”, siger Blistrupveteranen, Tim Nielsen.
Minimum én oprykning
Ambitionerne for den nye klub er også store. Det bedste hold skal tilbage i Danmarksserien, mens mindste et af de to hold i Serie 2 også gerne skulle rykke op i Serie 1.
Sæsonen 2014/2015 starter mandag den 4. august., og hele sommeren arrangeres der fælles løbetræning for at holde sig klar til sæsonstart.
Besøg ”Gribskov Badminton” på Facebook, hvor du kan få flere nyheder om klubbens senior- og veteranhold.